Togtet til Caribien er nu startet. Vi havde planmæssig afgang fra Odden d. 7/7 2004, hvor familie, venner og kollegaer var mødt op for at sige god vind og på gensyn om et år. Fra Odden gik turen første dag til Musholm ved Reersø, hvor vi ankrede for natten. Musholm er dog et lumskt sted. I søkortet står der, at der er et afmærket dambrug ved øen. Dambruget er der godt nok, men absolut ikke til at se i mørke. Vi fandt en plads uden store pæle og lod ankret gå. Da vi vågnede næste morgen, var vi faretruende tæt på land. Holdebund for ankring er der altså heller ikke ved Musholm.

Efter Musholm gik turen til Nakskov, hvor det var meningen vi skulle ankre ved Langø, men da vejrudsigten lovede kuling, og med Musholm in mente, fortsatte vi helt ind til Nakskov. Her havde vi en dag med høj sol og næsten ingen vind, i hvert fald ikke i nærheden af kuling, hvorfor vi tog gummibåden og gik på opdagelse i Nakskov fjord. Vi besøgte bl.a. Slotø, hvor der i femtenhundredetallet blev opført et befæstet orlogsværft. Der var stadig ret store ruiner tilbage af et kanontårn og nogle flankemure.  

Fra Nakskov gik turen mod Holtenau. Som da vi sejlede mod Nakskov, var der igen store bølger, byger og vind op til 16 m/sek. Langelandsbæltet og Kielerfjorden er ingen fornøjelse at besejle under de forhold. Vi ankrede en enkelt nat i en lille bugt lige ved sluserne i Holtenau.
Næste dag gik med at sluse og sejle 96 km. gennem Kielerkanalen. Hen under aften fortøjede vi i Brunsbüttel, stadig i kanalen.

Fra Brunsbüttel gik turen til Cuxhaven, hvor vi lå ved kaj et par dage. Stadig regn og blæst. Det bedste ved Cuxhaven er indbyggerne. Aldrig har jeg mødt så imødekommende mennesker som her. De kunne finde på at tilbyde deres hjælp uden først at være spurgt. Der var dog en enkelt, der pustede sig lidt op over, at en af gasterne havde hejst gæsteflaget omvendt op. Derudover har vi kun rosende ord at sige om Tyskerne, de har på alle måder været behjælpelige og venlige. Selv kystvagten kom ud på brovingen og hilste venligt, når de passerede os i deres store toldkrydsere.

Efter alle de dage med regn og rusk, var det overraskende, at den Engelske kanal viste sig fra sin bedste side med tilpas vind, lange rolige bølger og tillige sol. Efter godt et døgn med rolig sejlads, kunne vi anløbe Borkum. Kort efter ankomst til Borkum brød et forfærdeligt tordenvejr løs med voldsomme regnskyl og kastevinde. Godt vi var nået i sikker havn.
Borkum er blevet valgt som mellemhavn i stedet for Nordenay fordi den er nemmere at besejle og fordi vi med det længere stræk, kan tage direkte til Den Helder næste gang.

På Borkum skete der en dag noget underligt. Nogle af gasterne var taget til byen, der ligger ca. 7 km. fra havnen. Blandt disse et ungt par der hedder Tora og Kristian. De to havde fået lyst til en stor lækker Italiensk is, som de hver købte en af. Da de var

kommet ud af forretningen med de lækre is, lød der et mægtigt swapp. En kæmpe måge havde angrebet Kristians is og spredt ud over fodgængerfeltet, han var ved at passere. Andre fodgængere i nærheden vendte sig på grund af det høje swapp der lød. Dem der ikke nåede at se mågen, må have tænkt: Det var dog besynderligt, at hans is eksploderede, eller: Sikke dog en klodset Dansker. Kristian smed de sørgelige rester af vaflen i en papirkurv.

Efter en god vejrudsigt fra DMI: Høj sol, 25 grader og vinden 6 m/sek. de næste seks dage, sejlede vi fra Borkum. Vejrudsigten passede den første dag, men derefter blev der vindstille og vi drev rundt i store bælter af plankton, hvoraf noget i hvert fald var morild. Bølgerne lyste nemlig smukt, da det blev mørkt. Vi fandt ud af, at der under disse bælter stod en del makrel og nogle der lignede mini tun. Vi fangede nok til middag i to dage, til hele besætningen. En nat blev det så tåget, at vi ikke kunne se hinanden på dækket. For motor og med radaren tændt, sejlede vi til Den Helder. Her skinnede solen og det var meget varmt.

Den Helder er en flot by, med mange kanaler, der vidner om en fortid som fæstningsby. Hele den gamle fæstning minder lidt om Kastellet i København, men i Den Helder er hele det gamle fæstningsværk en integreret del af byen, som det jo også var i København med voldene. Her består det hele blot endnu. Havnen vi lå i er i øvrigt en del af en stor marinehavn, så vi lå tæt ved mange af Hollands flådefartøjer. For hvem det måtte interessere, er der i Den Helder også et kæmpestort marinemuseum, med mange store skibe, bl.a. en Ubåd og noget der lignede et skoleskib.

Den 25, juli satte vi kursen mod Dunkerque i Frankrig, men måtte vende om på grund af meget høje bølger i den Engelske Kanal. Der var ingen mening i at fortsætte med den størrelse bølger lige imod os, vi sejler jo for fornøjelsens skyld. Hvis vi havde fortsat var vi blevet fulde af blå mærker og alle vores tænder var blevet slået løse. Kristians mave var heller ikke til den størrelse bølger. Det kan jo ikke være isen på Borkum han var blevet dårlig af. Vi vendte om og gik tilbage mod Den Helder, men gik i læ af øen Texel, hvor vi ankrede for at vente på bedre vejr.   

Efter at have talt med Den Helder Trafic Center over VHF’en og fået en god vejrudsigt for de næste par døgn, tog vi atter med Dunkerque. Undervejs fik vi et mægtigt tordenvejr. Ellers havde vi mest en smule for lidt vind, men med vindstyrker som lovet. Den 29. juli, om eftermiddagen, anløb vi Dunkerque.

Den 1. august satte vi kursen mod Cherbourg, der er sidste stop inden Biscayen. Vinden og bølgerne er agterind så vi har en ret rolig sejlads, men indimellem forsvinder vinden så meget, at der er for lidt til at holde gang i Gub-Gub. Hun er jo en tung dame på 25 ton.

Cherbourg er en dejlig by og marinaen ligger tæt på byen og alle de muligheder det giver. Vi slipper for, at slæbe proviant over lange afstande, som vi har måttet andre steder. Klimaet er tillige godt og indbyggerne er behagelige.

 I Cherbourg flottede vi os med at købe et nyt komfur. Det var 3 cm. bredere end det gamle, så vi måtte lige ombygge kabyssen for at få plads. Det var dog ingen overraskelse da det var planlagt, blot til et senere tidspunkt. Nu er det gjort og resultatet er tilfredsstillende.

Fra Cherbourg, sejlede vi mod Biscayen d. 6. august. Da vi havde vinden ret imod os, sejlede vi for motor det første stykke. Senere da vi rundede Cap de la Hague satte vi sejlene. Da vi sejlede fra Cherbourg, havde vi sikret os en god vejrudsigt, men vi kunne konstatere, at barometret var faldende. Vi holdt øje med om vinden øgede, det var der dog ingen tegn på, den lå konstant på ca. 6 m./sek.

Undervejs passerede vi de Engelske kanaløer, først passerede vi ganske tæt forbi Alderney, hvor vi kunne se flere interessante historiske bygninger, bl.a. Et stort slot på et højdedrag på øen. De andre kanaløer så vi kun ude i disen.

 Da vi passerede den Franske ø Île Dòuessant tog vinden til i styrke, først til ca. 10 m./sek. senere op til 16 m./sek. Bølgerne var meget høje og det begyndte at regne. Absolut ikke et vejr for søndagssejlads, men så fik vi da oplevet et rigtigt ”Biscayvejr”.

Vinden aftog pludseligt efter et halvt døgn til 6 m./sek. Bølgerne blev langsomt lavere end rækkehuse og det klarede op.

 De første delfiner så vi d. 9. da der kom en lille flok og legede omkring båden, lidt senere så vi et par stykker springe længdespring noget foran os. En haj på omkring halvanden m. lå og drev i overfladen, enten sov den eller den var skidt tilpas. Vi passerede den ganske tæt og vi kunne se at den bevægede sig, men meget sløvt.

De følgende døgn på Biscayen blev hårde, vinden tog til og bølgerne blev store som toetagers huse. Med vinden op til 20 m./sek. og ret imod os, måtte vi krydse mod La Coruña. Det var hårdt og tog lang tid. Indimellem forsvandt vinden helt og vi lå blot og drev indtil det næste lavtryk hastigt fik vinden og bølgerne til at tage til igen.  

Når vinden var til det havde vi en fiskeline slæbende agterude. Vi fangede aldrig nogen fisk, men en dag lagde vi mærke til, at en måge fulgte efter os. Det var da besynderligt at den kunne holde samme fart som os. Måske havde den store fødder og kraftige lårmuskler. Pludselig kom vi i tanke om linen, ups vi havde fanget en måge. For at kunne få den fri måtte vi hale den hjem på vanlig vis, et langt sejt træk med fiskestangen og så spole hjem på hjulet indtil den var på dæk. Her gjorde mågen en dum fejltagelse, den bed Linda i fingeren med sit kraftige næb og ikke nok med at den bed, den vrikkede også med den luns kød den havde fået fat i. Jeg vil ikke gengive her hvad Linda sagde, men det var ikke for børn. Linda smed i arrigskab ”det åndsvage kræ” ud over siden igen. Endnu en ophaling og denne gang en mere forsigtig håndtering. Heldigvis havde vi ikke kroget mågen, den havde blot filtret sig ind i linen. Den blev gjort fri og sat i søen igen.

 På denne tur har vi endnu ikke haft held med måger, først er der en der smadrer Kristians Italienske is på Borkum og så er der en der sniger sig til at tage et lift over Biscayen. Det er underligt med de måger.  

På Biscayen så vi delfiner næsten hver dag og hvaler nogle enkelte gange. De hvaler vi så var Pilothvaler. De svømmer i flokke, så vi så flere ad gangen. En gang hvor vi stod og kiggede på en flok, kom der en op, med et ordentligt hvæs, lige ved siden af båden. Den må være dykket under Gub-Gub, for så at komme op kun et par meter ude.

En eftermiddag så undertegnede (Skipper) en Finhval et stykke ude foran båden. Det er en ordentlig krabat på størrelse med en bus og med et blås der kan ses langt væk.

En dag, hvor det var vindstille, badede vi fra båden. Tabita hang i badestigen og plaskede med benene i vandet, da Linda pludselig så rygfinnen fra en haj komme hen imod Tabita. Vi fik hende op i en fart, hvorefter hajen forsvandt lige så pludseligt som den var kommet.

 Efter Biscayen kom vi til den Nordspanske by Cudillo. Den blev valgt på grund af at vinden havde tvunget os til at gå et stykke ind i Biscayen i stedet for som planlagt direkte til La Coruña. Vi ankrede ud for Cudillo og Kresten, der havde været med os fra Odden stod af her. Han skulle nå et fly i Madrid.

I La Coruña afmønstrede Tora og Kristian. De havde fået lyst til at se Spanien og Portugal fra landjorden.  

Vi, Linda Tabita og undertegnede fortsatte mod Mugia, ved Camariñas, hvor vi afventede at resterne af en Caribisk tyfon skulle drive over. Mugia er en meget hyggelig by, der som en halvmåne omkranser den beskyttede havn, hvor det kun er muligt at ankre. Herefter sejlede vi mod Bayona, men valgte at ankre ved nogle meget smukke Nordspanske øer der hedder Cies. Vi tog gummibåden ind og besøgte dem begge. De kunne næsten henlede tankerne på Caribien, så smukke var de.

 Næste stop var Portugal, hvor vi anløb Viana do Castillo d. 27. august. Efter Cabo Finisterre kom det gode vejr endelig. Nu har vi høj sol, vinden er med os og af en passende styrke. Selvom vi stadig er efter planen, har vi valgt at blive her lidt og nyde det gode vejr.  

Viana do Castillo er en meget hyggelig by med mange smukke gamle bygninger. Højt over byen knejser en kopi af en Venetiansk kirke. Den er bygget for ca. 100 år siden og kan kun besøges, hvis man går derop. Vi syntes den var udmærket at beskue fra havnen.

På bjerget findes der også en keltisk boplads bestående af ca. 1000 rundhuse samt flere store godser fra områdets storhedstid.

 Det var helt vemodigt, da vi forlod Viana do Castillo og sejlede mod Leixões. Vi havde haft nogle gode dage her og sejlede nu af sted i tæt tåge. Ved Leixões lagde vi os for anker og sejlede straks næste morgen.

På turen mod Figurera da Foz kom flere delfinflokke og hilste på. Bl.a. var der en lille flok, der kom meget tæt på. Lige inden flokken forsvandt, lagde en af de største delfiner sig om på siden og slog med halen så der sprøjtede vand op på sidedækket. Vandet skulle sikkert have ramt Linda og Tabita, der var i Cockpittet. Hvorfor den gjorde det ved vi ikke, men måske skyldes det, at undertegnede var på toilettet ganske uvidende om at vi havde besøg. Eller som Tabita udtrykte det: Far pumpede tis ud i hovedet på delfinerne.

Ved Figurera da Foz ankrede vi også kun natten over. Efter to timers sejlads herfra kom et kraftigt regnvejr, der holdt sig frem til øen Berlinga hvor vi ankrede først på aftenen. I løbet af aftenen og natten tog uvejret til og det stormede og regnede natten igennem. Vi havde ankret lige ved en gammel borg, der var bygget ude i havet ved øen. Denne gamle borg var den dag i dag beboet.

 Af flere høje og golde klippeøer i området var Berlinga den største og den eneste hvor der boede mennesker. Som en understregning af områdets barske beliggenhed var der, på søkortet, markeret flere vrag.

Da det blev for barskt at ligge i de store dønninger ved Berlinga, sejlede vi mod Peniche. Selvom vi nu er i september er her virkelig varmt.

Vi er nu forud for sejlplanen og benytter tiden til at de udbedre skader, der kommet under den første del af togtet.

Peniche er en meget stor fiskerihavn, hvilket da også kan lugtes langt væk. På molen ved indsejlingen står der, at der max. må sejles med 3 knob i havnen. Desværre kan vist ingen af fiskerne læse, da alle uden undtagelse sejler med fuld skrue ind i havnen, med deres store fiskerbåde. Dette resulterer i, at man altid ligger meget uroligt fortøjet.

 Fra Peniche gik turen videre til Cascais. Vi skulle egentlig have været videre til Lissabon, men vi skulle have sat nye ringe i mesanen og i Peniche hørte vi, at den eneste sejlmager i nærheden lå i Cascais, hvorfor vi lagde ind her.

I Lissabon skulle vi have to nye gaster ombord, men de tog de 40 km. fra Lissabon og påmønstrede i stedet i Cascais.

Cascais er en flot, velholdt by med mange hyggelige gader. Først her begyndte palmerne at blive talrige. Cascais er uden tvivl et eksklusivt sted, hvor der bor mange velhavere. Marinaen var også den dyreste vi indtil nu havde ligget i.

Næste tur går fra Cascais til Porto Santo og vi forventer at skulle være på åbent hav i en lille uge. Med vind og bølger agten ind på hele turen og med en vindstyrke på 8-16 m/sek. klarede vi de ca. 500 sømil på 4 ½ døgn.

Undervejs så Skipper en hval et kort øjeblik. På dens adfærd blev den bestemt til sandsynligvis at være en Kaskelothval. Derudover svømmede en havskildpadde tæt forbi med strakt hals.

En eftermiddag landede en havmåge på båden. Den havde længe fulgt os og havde nu taget mod til sig. I den friske vind landede den i bedste helikopterstil på ruffet., hvor den sad og så sulten ud. Linda serverede brød opblødt i vand, som den guffede i sig. Da den ikke kunne spise mere leverede den to klatter og forlod os.

Vi er ikke heldige med de måger.

 En nat hvor Linda var på vagt undrede det hende, at der lugtede af fisk. Normalt kunne vi lugte en fiskerbåd langt væk, men der var ingen i nærheden. Næste morgen fandt vi en blæksprutte på sidedækket. Hvordan den var havnet der er stadig en gåde. Måske havde vi skovlet den op med stævnen i den hårde vind om natten, eller måske var det mågen, der i taknemmelighed havde leveret den.

 Tabita brugte blæksprutten som agn og fik med det samme bid af en stor søstjerne med pigge. Den havde virkelig bidt på og havde ikke i sinde at slippe igen. Vi måtte lade den beholde både agn og krog.

Porto Santo er en lille ø med en 9 km. lang gylden sandstrand. Her er ret tørt og ikke så frodigt som på Madeira, der er vores næste destination. Her en rent, pænt og den lille by Vila Baleira er utrolig hyggelig. Med gamle, velholdte huse, smalle gader og majestætiske daddelpalmer, hvor man kan finde skygge.

Befolkningen er venlig og imødekommende, men bestemt ikke anmassende. Det er portugisere i øvrigt sjældent.

Vi er vi havnet lige i festlighederne omkring Christoffer Columbus, der jo var gift med guvernørens datter herfra. Selv uden al denne fest, er her utrolig hyggeligt. Klimaet her er fantastisk, men nu er vi jo også på højde med Nordafrika.

 Efter Porto Santo gik turen til Madeira hvor vi ankrede i yderhavnen. Marinaen er noget lille og der er ikke plads til, at en båd af vores type kan manøvrere sikkert her. I yderhavnen består bunden af en blanding af mudder og sand, hvilket giver en meget dårlig holdebund. Da der samtidig står store søer ind i havnen betyder det, at der er stor risiko for at drive, hvilket vi da også gjorde en sen nat. Der var ikke andet at gøre end at ankre om og efter tre forsøg fik vi fat i noget der holdt nogenlunde.

Funchal, der er hovedstaden på Madeira er blevet noget overfyldt af turister, det er næsten ikke til at sparke sig frem. For blot få år siden var Madeira et utrolig skønt sted, men nu har trangen til at tjene penge fået overtaget også her. Taxachauffører, tjenere og handlende er blevet meget griske og slet ikke så hæderlige som før. Noget af det eneste vi besøgte i land var den meget smukke botaniske have og den Engelske kirke i Monte hvor Europas sidste kejser ligger bisat i en sarkofag.

Den 2. oktober sejlede vi fra Madeira med kurs mod La Palma hvor vi ankom ca. to døgn senere. Vi har ændret planen vedr. Canarieøerne sådan, at vi besøger La Palma, El Hierro og sidst Tenerife hvorfra vi krydser Atlanten.

På turen fik vi besøg af en meget træt lille due, der havde forvildet sig langt til havs. Den tog sig en ordentlig lur i gummibåden og forlod os igen i løbet af natten.

Santa Cruz der er hovedstaden på La Palma har en stor havn og en ponton hvor lystbåde kan fortøje til. Her er vand og strøm og det koster næsten ingenting at ligge her.

Befolkningen er ikke spoleret af de ca. 8000 turister der kommer til øen om året og i Santa Cruz taler næsten ingen af indbyggerne andet end spansk.

Da her er dejligt uspoleret og meget frodigt, lejede vi en bil for at køre rundt og se øen. Her dyrkes blandt meget andet Cubansk tobak. Også her bliver der fremstillet cigarer af tobakken.

Vi var oppe på øens højeste punkt, hvor der står flere astrofysiske observatorier. Disse er verdenskendt fordi luften er meget klar og ren her. Danmark er medejer til to af stjernekikkerterne.

Dagen efter skulle vi på vulkaner. På La Palma er der nemlig meget unge vulkaner. San Antonio var sidst i udbrud i 1971 og under udbruddet skabtes endnu et krater der er kommet til at hede Tenequia. Her føles jorden endnu varm under fødderne.

Den 10. oktober tidlig morgen afsejler vi med kurs mod El Hierro. Der er kun ca. 55 sømil. Allerede efter 2 ½ times sejlads fik vi besøg af de første delfiner. Tre kvarter senere kom en stor flok spættede delfiner og lavede kunster for os.

Hen under aften anduvede vi en lille havn, på det allersydligste El Hierro.

La Restinga, som havnen hedder, er en lille fiskerihavn, der nu næsten helt er overtaget af dykkerinteresserede turister. Der er otte dykkercentre i denne meget lille by og deres store gummibåde, med op til 225 Hk. drøner ud og ind af havnen flere gange om dagen.

Vores to gaster, Mikkel og Joachim, der havde været med helt fra Cascais, udnyttede til fulde at La Restinga er et dykkerparadis og brugte to dage til at dykke. Da de skulle nå en flyver hjem, var de nødt til at tage afsked her og flyve indenrigs til Gran Canaria, hvorfra deres fly gik.

Mikkel og Joachim er to venlige og omgængelige kamerater fra København, som det var vemodigt at tage afsked med og som vi altid vil mindes med glæde.

Udover dykkercentre er bybilledet i La Restinga domineret af ferielejligheder, hvoraf mange er til salg, samt af utallige restauranter.

El Hierro har ca. 8000 indbyggere og er en tør og kedelig ø, men så ved vi da det.

Her hvor vi står for snart at skulle krydse Atlanten, kan man måske se tilbage på, hvordan det egentlig er at sejle langfart. Det er alt hvad man forestiller sig og meget mere. Det er hårdt, det er et arbejde at skulle holde en båd stadig sejlende. Der er vagter hvor det stormer og regner og hvor vagten ikke kan slutte hurtigt nok. Der er andre vagter hvor man sidder under en funklende klar stjernehimmel og tænker: Dette er så storslået, at jeg ikke har oplevet noget lignende og ikke vil bytte for noget.

De gaster vi har haft ombord er nok, for de flestes vedkommende, blevet overrasket over hvor hårdt det egentlig er at være en del af det fællesskab, der sammen kommer frem til de mål der er sat. Mange tror, at man ligger på dækket og slænger sig dagen lang og at skibet sejler sig selv. Meget romantisk og meget forkert. Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det at sejle et arbejde, på godt og undt.

Man rejser på en måde, hvor man ser og oplever mange ting man ellers ikke ville have set og oplevet og det i sig selv kan jo være utroligt opløftende.

Der sker dagligt mange ting, man ikke ville have oplevet hjemme i sofaen med fjernkontrollen. Vi ser hvaler, masser af delfiner, havskildpadder, hajer og mange andre havdyr. Vi ser de mest storslåede solnedgange og – opgange. Vi er jo på vagt døgnet rundt. Vi ser steder og kyster vi ikke anede fandtes.

At sejle langturssejlads er alt hvad man forestiller sig og meget mere.

Vi afsejlede fra El Hierro, med kurs mod Los Christianos på Tenerife d. 14 oktober i vindstille og med et spejlblankt Atlanterhav. Da der ingen vind var, sejlede vi for motor hele vejen. På turen fik vi besøg af delfiner fire gange og vi så to sovende marsvin ligge i overfladen.

Vi anduvede Los Christianos med det første lys næste morgen. Her bliver vi i ca. 14 dage, da der kommer familie på besøg hjemmefra.

Atlanten

Efter at familien havde besøgt os i Los Cristianos gik turen til Santa Cruz De Tenerife, hvor vi skulle mødes med de nye gaster: Marie, Christian og Ivan. De mødte op på aftalt tid og vi begyndte at proviantere til turen over Atlanten.

Lørdag d. 13. november lagde vi ud fra Santa Cruz med kurs mod Barbados. På grund af en pludselig opstået storm, forårsaget af et højtryk over Vestafrika, ankrede vi natten over i Los Cristianos. Næste dag fortsatte vi igen mod Barbados.

De første 3 døgn havde vi ret kraftig vind, mellem 12 og 18 m/sek. Herefter et par dage med passende vind. Så lagde vinden sig og vi fik en uge med vindstille eller næsten ingen vind.

Vinden har i det hele taget ikke været med os. Enten har den været for svag, eller den har ikke været der. En enkelt nat havde vi torden og skybrud, hvor vinden samtidig var meget kraftig. Den var så kraftig, at vi besluttede at bjærge forsejlet. Desværre havde skødet, til at rulle sejlet ind med, sat sig fast. Der var kun en ting at gøre: Skipper måtte på fordækket og rede skødet ud. Det foregik i silende regn og ind imellem dykkede stævnen og Skipper under vand. Det var nu ikke så ubehageligt, som hvis det havde været i Danmark. Her er vandtemperaturen ca. 29 grader, midt ude på Atlanten.

Da vi afsejlede fra Los Cristianos, sejlede vi ganske tæt forbi en ret stor flok Pilothvaler. Ellers har vi ikke set ret meget til hvaler de ca. 2800 (ca. 5200 km.) sømil turen over Atlanten er i henhold til vores rute.

Vi har set et par voldsomme plask langt ude. Sikkert fra en Kaskelothval, men hvalen så vi ikke. Sent en mørk aften hørte vi åndedræt tæt ved båden og vi kunne se en stor mørk skygge kun ca. 10 meter ude til styrbord, men det var ikke til at se hvad det var for en hval. Muligvis en lille Finhval.

Når vejret har været til det, har vi haft en fiskeline slæbende agterude. På den har vi fanget alle de Doradoer (Guldmakreller) vi har kunnet spise og flere til. Doradoen er en utrolig flot fisk. Den glinser i guld og grønt med en lang koboltblå rygfinne og så smager den rigtig godt.

Desuden har vi, ved et uheld, kroget en kuglefisk. Kuglefisken røg ud igen, den er nemlig giftig.

Flyvefisk ser vi rigtig mange af. De letter i store stimer og vi har fået adskillige af dem på dækket. Den første spiste Tabita, blot for at smage sådan en. Den smagte, efter sigende, udmærket.

En af de vindstille dage, hvor vi blot lå og drev for strømmen, fiskede vi for at fordrive tiden. Vi fangede bl.a. to farvestrålende triggerfish. En fisk der ifølge min viden lever på koralrev, men her fangede vi dem altså med 4 km. under kølen. En triggerfish er forsynet med en meget hård ryg og brystfinne. Dem bruger den til at låse sig fast med i koralhuler og klippesprækker. 

En mørk nat, hvor Ivan og undertegnede, var på vagt, så vi noget mærkeligt. En meget kraftig meteor kom susende hen over nattehimlen, efterfulgt af en lang hale i gul og orange. Pludselig endte den i en stor lysende hvid ildkugle, der gjorde nat til dag i mange sekunder. Vi følte os næsten som på et oplyst fodboldstadion. Selvom den må have været meget tæt på, hverken hørte eller mærkede vi brag eller trykbølge, men et fantastisk syn var det.

Da vi på grund af meget lidt vind, var blevet meget forsinkede, måtte vi springe Barbados over og gå direkte til Tobago. Her ventede nemlig to nye gaster på at påmønstre.

Tobago og Trinidad

Efter 30 dage på havet ankrede vi ud for Charlotteville på Tobago d. 13/12. Vi ligger i en beskyttet bugt med høje klipper i hesteskoform rundt om os. Her er ufatteligt frodigt og smukt. Efter lang tid på havet slår varmen os som en hammer, her hvor vi ligger helt i læ.

At gå i land her, er meget fremmedartet. Alt er meget småt og meget lidt solidt bygget, men her i varmen, er ventilation nok også vigtigere end at husene er tætte.

Tabita var med i land, sammen med skipper, for at inclarere. Da hun kom tilbage til båden udbryd hun: De er negere alle sammen.

At befolkningen udelukkende er sort, hvilket i skræmmende grad fortæller, hvor mange afrikanere der førhen er blevet hentet hertil, meget mod deres vilje. Heldigvis må de have glemt og tilgivet, for de er meget venlige og har nemt til smil.

Vi har mødt danske mænd, der ønsker at bosætte sig her, fordi de er blevet forfaldne til den afslappede livsstil. Personligt mener jeg, at de nok er blevet mest forfaldne til de flotte bagdele negerpigerne har og så måske lidt til den billige rom.

Selv tror jeg, at ineffektiviteten ville blive for meget for mig. Som eksempel kan nævnes: Fra Danmark er der blevet indkøbt en bilfærge, til sejlads mellem Tobago og Trinidad. Færgen er lidt gammeldags på den måde, at den kun kan åbnes agter. I midten af vogndækket er der, i næsten hele skibets længde, en midterkonsol. I Danmark betød det, at bilerne kørte ind i den ene side, rundt om konsollen og frem til agterenden igen. Ved tømning af færgen kunne man derfor blot køre i land fra den ene side. Den anden side kunne køre frem, rundt om konsollen og derefter ret i land.

Her fylder man færgen i begge sider samtidig sådan, at når de skal fra borde skal alle bakke ud. Også de lastbiler, der er fyldt med kokosnødder og hvor der sidder tre negre bag på for at holde på lasten.

Alle steder hvor amerikanske turister kommer, er befolkningen ved at lære, at turister kan plukkes for penge, så de prøver altid med en meget høj pris først. De er dog ikke hårde forhandlere, så man behøver blot at sige nej, så lander den endelige pris på et mere acceptabelt niveau.

På Tobago var vi på tur i regnskoven og vi var lidt rundt på øen. Vi havde lejet en bil med chauffør for ca. 300 kr. Han ventede trofast mens vi var ude at gå og imens vi var ude at bade i et vandfald.

Efter Charlotteville sejlede vi til Store bay, stadig på Tobago. Her er smukke strande og koralrev. Det er desværre også her charterturisterne er, så vi blev ikke længe.

Fra Store bay gik turen til Chaguaramas på Trinidad. Hvis der var varmt på Tobago, er der stegende hedt her.

På begge øer må det være nemt at eksistere. Der er meget regnskov, hvor bananer, kokosnødder, mango, brødfrugter og meget andet gror vildt overalt.

Grenada og The Grenadines

Sankt Georges på Grenada anløb vi d. 21/12. Vi ankrede i en stor lagune lige op til hovedbyen. Det havde ellers været vores mening, at gå ind i marinaen og fortøje, men den var væk og mange af bådene, der havde ligget i marinaen, lå nu rundt om lagunen på land, eller de var sunket og ragede kun lidt op.

Det var orkanen Ivan, der havde ramt øen hårdt. Den havde efterladt sig stor ødelæggelse alle steder. Mange huse var ødelagt og de både der ikke var kastet på land eller sunket lå i lagunen med knækkede master. Orkanen havde desværre også kostet en del menneskeliv.

Grenada er også en smuk og frodig ø. Befolkningen er meget imødekommende og venlig og ligesom på Tobago og Trinidad er alle sorte.

Af Grenadinerne anløb vi kun Bequia. Undervejs fra Grenada overnattede vi dog i en meget smuk bugt ved Carriacou. Bequia er, som de andre Grenadiner meget frodig og meget smuk. Her er nogen turisme, hvilket gør, at de lokale, er meget pågående. De ved hvor pengene er og går lige efter dem.

Det må være Caribiens svøbe, at den økonomiske ulighed er så stor mellem lokalbefolkningen og de besøgende, at det hele kommer til at gå op i penge. Her er utrolig smukt alle vegne, men at de lokale er så pågående, kommer hurtigt til at hænge en ud af halsen.

Saint Vincent

Saint Vincent er hovedøen i Grenadinerne og hører ikke sammen med Grenada. Vi ankrede, for en enkelt nat, i en smuk bugt ved navn Cumberland Bay. Der var tre restauranter i bugten, ellers absolut ikke andet. Restauranterne lå lige ved vandkanten og var åbne når der var gæster, ellers ikke.  De blev drevet af lokale fiskere og var vel et supplement til fiskeriet. Priserne levede fuldt op til priserne på de fineste restauranter i de store byer. Det gjorde fiskernes kulinariske formåen dog ikke.

De lokale ernærede sig på forskellig måde af turisterne. Nogle tilbød at fortøje os til land. En tilbød at løbe byærinder for os. Han var en farligt udseende rastsafaritype, med et stort hår, hvoraf noget stod lige op og andet stod lige ud til siden. Tænder havde han ikke mange af. I modsætning til de andre lokale, var hans fremtoning meget afdæmpet. Han viste sig også at være ærligheden selv.

Saint Lucia

På Saint Lucia ankrede vi for en enkelt nat i bugten ved byen Soufriêre. Herefter sejlede vi videre mod Martinique. På turen mødte vi en meget stor flok delfiner. Der må have været mindst 100 individer.

Martinique

Hovedbyen på Martinique hedder Fort De France. Her ligger vi for anker i en lille bugt lige ud for centrum. Vi ankom her d. 30/12 og meget kort efter, sejlede en båd rundt og fortalte, at der skulle være festfyrværkeri. Det var utroligt pænt af dem, men hvordan kunne de vide vi skulle komme? Vi var nemlig kommet en dag tidligere end planlagt. Festfyrværkeriet var meget flot og storslået og vi lå lige på første parket.

Fort De France er mere europæisk end de andre byer vi har været i. Den er også den største by i denne del af Caribien. Der er mange fine forretninger, men varerne er desværre meget dyre. Indbyggerne er, helt som de europæiske franskmænd, kun i stand til at tale fransk.

Her på Martinique påmønstrer Cathrine og Anne d. 3/1 2005.

Dominica

Fra Martinique sejlede vi til Roseau, der er hovedbyen på Dominica. Her ankom vi d. 6/1 ved solopgang. Byen ligger koncentreret omkring havnen, hvor der ankommer et nyt krydstogtskib hver morgen og sejler igen om aftenen.

Befolkningen på Dominica er venlig og imødekommende, men ved havnen hvor krydstogtskibene anløber, er de lidt anmassende. Hvis vi gør opmærksom på, vi er kommet sejlende i egen båd fra Danmark og ikke fra krydstogtskibet, er folk meget venlige og lader os i fred.

Roseau er en lille by, af en hovedstad at være. Den minder mest af alt om en stor basar. Der findes dog statsadministration, universitet og hospital i byen.

Ved indklareringen, hos toldvæsnet, blev jeg kraftigt anbefalet at tage rundt og se øen. Tolderen kendte en taxichauffør, han ville anbefale. Den første tanke jeg fik, var, at indtil nu var vi sluppet for at betale bestikkelse, men nu kom det måske.

Chaufføren, Justin C. Josephs, ankom og blev introduceret af tolderen, der sagde til ham, at han skulle give os en god tur til en god pris. Til min store overraskelse, var det lige hvad vi fik.

Justin var venligheden selv og tillige en god fortæller. Han udstrålede en stolthed over sin ø og øste villigt ud af sin viden.

Han viste os et reservat, hvor nogle af de sidste Caribs lever. Det er de indianere, der var i Caribien før europæerne kom og næsten udryddede dem.

Der er i dag ca. 3200 tilbage af disse indianere på Dominica. De er fattige, men glade og venlige.

På en lille restaurant, langt fra alt, fik vi serveret oksekødssuppe, der var tilberedt under et halvtag på et ildsted af trækul. En lokal specialitet, der smagte udmærket. Vi havde dog ikke forventet, at oksekødssuppe var på menuen her i varmen.

Emerald Pool, er et vandfald hvor man kan få en svalende dukkert. Det kan være tiltrængt, for her på Dominica er der fugtigt og meget varmt. Det er nok årsagen til, at her er meget regnskov.

Dominica er en meget smuk ø og Justin C. Josephs kan varmt anbefales til at vise den frem. Han gav os meget mere tur end vi havde aftalt, fordi han syntes vi også lige skulle se det og det. Hvis nogen planlægger et tage til Dominica, så ring til Justin på mobil 767-245-7679 og bestil en øtur.

Efter Roseau sejlede vi til Portsmouth, der er den næststørste by på Dominica. Her var vi på flodsejlads, på Indian River, med Alexis. Han kunne fortælle, at floden hed sådan fordi indianerne tidligere levede her. Han fortalte også, at de var kannibaler og spiste franskmænd. Efter et have været på Martinique og mødt de arrogante franskmænd her, syntes jeg det var helt sympatisk.

Hvorfor de lige havde smag for franskmænd, stod hen i det uvisse, men måske havde de smag for rødvinsmarineret kød.

Vores ophold på Dominica var planlagt til at vare fem døgn, men det blev i stedet til elleve. Vi fik et fælt stormvejr medens vi lå i Portsmouth og det forlængede vores ophold. På en restaurant, inde på stranden, fik vi serveret ferskvandskrebs og noget de kaldte Mountainchicken. Det var virkelig veltillavet og velsmagende mad. Mountainchicken viste sig at være frøer, men smagt godt alligevel.

Antigua

Næste destination blev den Engelske ø Antigua. På grund af uvejret på Dominica reducerede vi lidt i de øer vi ville besøge. Guadeloupe der er fransk ligesom Martinique, blev valgt fra. Montserrat der er blevet ødelagt efter et vulkanudbrud blev også valgt fra.

Lige siden Martinique havde vi haft regnbyger hver dag, men Antigua er en lavere ø og holder derfor ikke på skyerne. Endelig har vi igen fuld sol, men der er så også varmere her.

Vi lagde til i hovedbyen St. Johns fordi vi skulle proviantere. Byen levede ikke op til vore forventninger. Da øen er engelsk forventede vi lidt vestlig orden og infrastruktur. Kloakkerne var åbne og lugtede forfærdeligt. Negerkvarteret bestod af træskure ingen dansker ville have i sin kolonihave.  Hvis man sparkede til et hus i udkanten ville hele kvarteret vælte. Affald flød alle vegne og om aftenen vrimlede det med rotter på havnen.

Befolkningen er noget af det mest fattige i Caribien. Kun få har penge og de er for størstedelens vedkommende hvide. Fattigdommen er årsag til, at befolkningen her er utrolig uhæderlig og forsøger at få fat i ens penge på alle mulige måder. Myndighederne her er de første korrupte vi har mødt.

På en mole, ved siden af den vi lå ved, lå en meget stor lystyacht. På dækket havde den en sejlbåd på den ene side og en stor motorbåd på den anden side. Da vi fik besøg af lystyachtens kaptajn kunne vi erfare, at sejlbåden var hele 73 fod og motorbåden mere end 80. Derudover havde yachten to helikopterdæk, men dog kun en helikopter.

Lystyachten var 113 m. og hed Le Grand Bleu. Ejerens identitet var en hemmelighed, men han var en russer bosat i England. Grunden til at vi fik besøg at kaptajnen, var at han var dansk. Han hedder Jannik Olsen og er en meget sympatisk mand. Han glædede sig til at komme hjem til Sydfrankrig til sin franske kone og sin 3 uger gamle datter.

Efter St. Johns sejlede vi til Jolly Harbour og fik en neger til at male Gub-Gub. Det blev ikke helt i samme kvalitet som hvis den havde været malet i Danmark, men det blev da bedre end det var.

Barbuda

Fra Jolly Harbour sejlede vi til Cocoa Point på Barbuda. Det er en flot bugt med en meget flot sandstrand. Det vrimlede med store havskildpadder og var meget idyllisk, men brændingen var for stor til, at vi kunne komme ind med gummibåden. Da det ikke blev bedre i løbet af et par dage, rykkede vi til Palmetto Point på den anden side af bugten. Vi skulle i land da vi skulle uklarere her.

Barbuda er en meget flad ø, med en meget rolig og imødekommende befolkning. Her er ingen klasseforskel da alle ejer øen i fællesskab. Ingen kan købe jord her, men hvis man vil bygge hus fortæller man det blot til de andre og går i gang.

På nordsiden af øen ligger en stor kalkstensklippe der tidligere var beboet af Arawacindianere. Der er stadig spor efter dem i de store klippehuler her.

Barbuda er en stille ø, hvor landskabet mest minder om en afrikansk savanne. Her er da også fritlevende perlehøns og andre afrikanske fugle i den frie natur. Her er også hjorte og vildsvin. Geder, får og æsler går også frit omkring.

Hele øen er omgivet af koralrev, hvorfor en god udkig er nødvendig når man anduver og afsejler.

Saint Maarten

Philipsburg på den hollandske ø Sint Maaten anduvede vi d. 2/2 kl. 10 om formiddagen efter at have sejlet ca. 24 timer. Sint Maaten er halvdelen af en lille ø. Den anden halvdel er fransk og hedder Saint Martin.

Philipsburg var på en gang lidt vestligt inspireret og alligevel var her som på en afrikansk basar, med vrimmel og spetakkel. Selve havnefronten lignede mest en europæisk badeby.

Sint Maarten går for at være toldfri, men det blev ikke afspejlet i priserne.

St. Croix

Cristianssted på St. Croix anløb vi 5/2 kl. 11.10. Da vi nu er på amerikansk territorium, måtte alle ombord på immigrationskontoret for at indklarere. Der skulle udfyldes en masse papirer, men derudover gik alt glat. Vi kan nu frit anløbe US Virgin Islands samt Puerto Rico.

Fra de amerikanere vi har mødt er vi, af dem alle, blevet advaret mod kriminaliteten på de tidligere danske besiddelser. Befolkningen virker da heller ikke særlig rar.

Fortet Cristiansværn er markant i havnebilledet, men også to støtteforter i indsejlingen, kan anes.

Da alle murstenene er fragtet hertil fra Danmark tog det 11 år at opføre fortet Cristiansværn. Fortet er nogenlunde vedligeholdt. Det er guvermentbygningen, en toldbod, en vejerbod samt en kirke også. Derudover er Cristianssted ved at forfalde. Alle gamle bygninger er faldet sammen eller de er på vej til det. Byen som helhed giver indtryk af at være forfalden og beskidt.

Enten er negrene ikke interesserede i historiske bygninger eller også gider de ikke vedligeholde dem. På Antigua så vi en kirke, der var meget brugt af negrene selv, men dem der skulle vedligeholde kirken og omgivelserne lå på gravene og sov.  Der findes vist ikke mange iværksættere blandt negere.

Den Anglikanske Kirke i Cristianssted er også en gyser, gravene er smadrede og flere står åbne, alt ligner noget fra en gyserfilm. Et dansk afsnit, af kirkegården, var dog blevet sat i stand. Af danskere naturligvis.

St. John

Fra St. Croix sejlede vi til Saltpond Bay på St. John. Det er en meget beskyttet og meget smuk bugt uden nogen by i nærheden. Her kunne vi snorkle sammen med havskildpadder, koralrevsfisk og kigge på koraller og andre smukke vækster i det rolige vand.

Fra Saltpond Bay kunne vi tage bussen til Cruz Bay, der er hovedbyen. Den ligger på den anden side af øen, men turen kostede kun 1 dollar. Fra bussen kunne vi se nogle af det smukkeste landskab vi har set i Caribien. St. John har ikke mange palmer, men er mest dækket af løvskov. Faktisk fremstår øen meget frodig og grøn. Da den tidligere ejer, Laurance Rockefeller, solgte St. John til den amerikanske stat, betingede han sig, at 75 % af øen blev henlagt som nationalpark. Det er nok noget af grunden til, at her er så uberørt og smukt.

Befolkningen her er meget mere sympatisk her end på St. Croix.

St. Thomas

Charlotte Amalie på St. Thomas anløb vi d. 11/2 kl. 12 middag. Vi har ankret lige ud for det gamle danske fort, der har givet navn til byen. Vi ligger nøjagtigt hvor de danske fregatter ankrede i gamle dage. Heldigvis har Danmark bevaret fregatten Jylland, som faktisk har været her mange gange.

Fortet er i kraftigt forfald og flere steder er murværket brudt sammen. Det er dog stadig en attraktion man kan betale for at se, men hvor længe?

Hele byen bærer præg af at være destination krydstogtskibene. Her er mange eksklusive forretninger, der tilbyder smykker, ure, toldfri spiritus og meget mere. Mange af forretningerne er indrettet i de gamle pakhusbygninger med meget smalle stræder imellem. Det er egentlig ret interessant at se disse gamle bygninger, selvom de er godt gemt i den nuværende arkitektur.

Fra St. Thomas gik turen videre til Puerto Rico. Undervejs blev vi, midt om natten, indhentet af en hurtigtgående motorbåd. Pludseligt var vi, der var på vagt, badet i projektørlys. En stemme råbte os an og bad os gå på kanal 68 på VHF’en. Det viste sig at være narkotikapolitiet, der ønskede at vide hvad vi lavede der. Da vi havde fortalt hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen samt at vi var danske, forlod de os lige så hurtigt som de var kommet. Udover at vi hele tiden var blændet og ikke kunne se hvem vi talte med var det egentlig ikke så skræmmende en oplevelse. De var meget høflige og blændede os vel kun for deres egen sikkerheds skyld.

Puerto Rico, Ponce

Af: Sara Luise Pedersen, gast på Gub-Gub, 13/12-04 - 13/3-05

Efter vi under stille og rolig sejlads havde tilbagelagt Jomfruøerne, samt en stor del af de små Antiller ankom vi tidlig morgen til Ponce, på Puerto Ricos sydkyst. Vi ankrede op i en bugt, der hvad skibe angik, lå fuldstændigt øde. Ikke uforståeligt, da det mest af alt lignede et industrikvarter, men da vi alle var temmelig udkørte efter nattens sejlads, kunne snildt slå os til tåls med et hvilket som helst sted, der tillod os en lille formiddags lur. Et par timer senere gik det op for os at vi havde lagt os i bugten lige ved siden af ”Ponce yacht Club”, hvilket lød noget mere tillokkende, så vibesluttede os for at hive krogen og drive derover. Vi fandt omgivelserne her en del mere charmerende og da muligheden for at tage bad også forelå, var der ikke et øje tørt, selv om vi endte med at betale fuld valuta for badene, der reelt var de eneste faciliteter på området, der stod os til rådighed. Resten af klubbens imponerende område var forbeholdt medlemmer, så vi måtte slå ønsket om en tennis match og swimming pool ud af hovedet og nøjes med badende. Men taget i betragtning at Gub-Gub i øjeblikket huser seks mennesker, for hvem et bad der ikke involverede brugen af saltvand, lå en rum tid tilbage var der ingen klager hørt.

Dagen efter besluttede os tre gaster at tage et smut tur ind til Ponce by. Efter rådslagning med yacht klubbens yderst hjælpsomme medarbejder Sandra drog vi i bogstaveligste forstand ud af landevejen mod første stop, Ponce’s universitet, der husede byens eneste offentlige adgang til Internet. Vi var alle ivrige

efter at få skrevet hjem til respektive venner og kærester og mente ikke at det ville blive noget problem at tage turen til fods, hvilket efter Sandra’s angivelser ikke kunne tage mere end et kvarters tid. Vi har godt nok fået mange eksempler undervejs gennem Caribien på at et kvarter hernede har en lidt anden betydning end derhjemme og dette var da ingen undtagelse. Vejret var fantastisk og solen stod højt på himlen, hvilket under normale omstændigheder ville glæde os, men 33 grader i udkanten af en Puerto Ricansk motorvej, føles af en eller anden grund bare noget varmere. Da vi langt om længe nåede frem til universitetet var der ikke ligefrem nogen tegn på at den lokale befolkning valfartede dertil for at benytte sig af Internettet, men en venlig pedel forbarmede sig over de tre vildfarne fremmede og viste os vejen til de studerendes computerrum. Her fik vi af en lærerinde allernådigst lov til at benytte os af to af skolens computere ganske gratis- hvilket absolut er en sjældenhed på disse breddegrader. Vi følte os godt nok temmelig malplacerede blandt alle disse studerende, der forståeligt nok undredes en del over vores tilstedeværelse, men alle var meget venlige og hjælpsomme. Hvilket sådan set gør sig gældende i de flestes tilfælde her på Puerto Rico. Resten af dagen tilbragte vi i Ponce, hvor vi fandt frem til en af Caribiens største attraktioner hvad angår museer. Museo de arte de Ponce husede da også en imponerende samling af renæssance og barok kunst, europæisk naturligvis, da Caribien ikke ligefrem havde mulighed for den slags udfoldelser i disse

tidsperioder. Ydermere indeholdt særudstillingen billeder af den Puerto Ricanske fotograf Jack Delano, hvis billeder koncentrerer sig om livet blandt arbejdere i sukkerplantager og dagligdagen på øen fra 1940’erne til nu. Begge dele meget fascinerende og faldt i god jord blandt os tre, der alle har udtrykt ønske om at se kulturelle institutioner, hvor det kunne lade sig gøre. Vi tog os god tid på museet og nåede derfor ikke den store sightseeing tur rundt i Ponce denne eftermiddag, men måtte vende tilbage til båden efter en is på Placa las Delicias, en utroligt smuk plads der omkranser katedralen i hjertet af byen.

Dårligt vejr på henholdsvis St. Croix og St. Thomas, gjorde at vi desværre ikke havde så lang tid på Puerto Rico, som man kunne have ønsket sig. Vi skulle videre efter tre overnatninger, så vi måtte nå at se så meget som muligt mens vi var på øen, der hurtigt var gået i blodet på os alle. Undertegnede har længe haft et ønske om at se Puerto Ricos hovedstad San Juan, der skulle indeholde uhyre velbevarede historiske befæstninger og bygninger, og vi havde alle aftalt at se på mulighederne for at tage turen til nordkysten en af dagene. Vi forhørte os lidt omkring og fandt ud af at der kørte busser for en rimelig penge og at det vel tog en times tid.. Selvom man skulle tro vi efterhånden burde have lært ikke a stole på Caribisk tidsangivelse tænkte vi man da sagtens kunne nå dertil og tilbage på en enkelt dag. De andre to piger følte ikke de havde nået at se så meget af Ponce og besluttede at de foretrak at bruge dagen der i stedet for i bus, hvilket man ikke kunne fortænke dem i, men personligt ville jeg ikke forlade øen uden at have set hovedstaden. Mit gymnasium spansk er pinligt rustent, men med hjælp fra lokales gestikulationer og retningsangivelser med pegende fingre fandt jeg vej til den lille bus, der kørte til hovedstaden. Heldig havde jeg været fortalte buschaufføren Louis mig, da man som oftest skal vente i evigheder på busserne, men jeg var kommet lige inden afrejse. Udover mig og chaufføren var der to andre passagerer i bussen og heldigt for mig talte 2/3 yderst godt engelsk. Det viste sig nemlig at turen dertil ikke tog en time, men to en halv.. Chaufføren studsede lidt da jeg sagde at jeg skulle tilbage til Ponce samme dag. Men på dette tidspunkt havde vi tilbagelagt byen, så der var ingen vej tilbage. Jeg tænkte at så længe jeg fik en times tid eller to derinde, så gik det nok. Køreturen var yderst hyggelig. Vi havde jo ikke meget andet at lave end at sludre og eftersom de synes det var lidt synd for mig at jeg skulle bruge så meget tid i bus, fungerede de som fantastiske guider undervejs. Vi fik ydermere vendt og drejet en del politiske emner, samt en del debat om Puerto Ricanske tilhørsforhold. Da vi omsider ankom til San Juan, viste det sig at bussen ikke kørte helt ind til byen, men at jeg skulle springe på en offentlig bus, både når jeg skulle derind og når jeg skulle tilbage til Ponce. Min nye rejsefælle træskæreren Esteban, der pendlede mellem sit lille hus i bjergene og San Juan, og ifølge egne ord levede livet ”in transit” og tilbød at vise mig ind til byen. Inden vi tog afsked forklarede han mig hvordan og hvorledes jeg skulle begå mig og hvilken bus jeg skulle springe på i San Juan. Al denne rejsen frem og tilbage betød at da jeg endelig stod ved min rejses mål, havde jeg præcis en halv time i San Juan før jeg skulle tilbage. Jeg løb i den retning jeg gættede mig til var den rigtige og nåede lige at tage et par billeder, købe mig et par stykker frugt og skynde mig tilbage til busterminalen. Jeg kom hurtigt på den rigtige bus og ud i myldretrafikken og nåede til Piadro San Piedras, hvorfra bussen skulle køre. Men der var selvfølgelig ingen busholdeplads at se nogen steder. Ret så bekymret for ikke at nå den sidste bus tilbage til Ponce, rendte jeg temmelig vildfaren rundt indtil jeg spurgte en ung kvinde Sary om vej, der tilbød at køre mig derhen. Det var et tilbud jeg under ingen omstændigheder havde tænkt mig at afslå, så jeg fulgte glædeligt med hende til hendes bil. Det viste sig hun var nyuddannet præst, og underviste i spansk en gang om måneden i USA. Så hun synes det var dejligt at få en lejlighed til at øve sit engelske lidt. Efter en del besvær fandt vi holdepladsen og en bus, hvorpå der stod Ponce. Med mit mangelfulde spansk og mange Puerto Ricaneres ditto engelsk ville det have været mirakuløst om jeg havde fundet bussen på egen hånd, så jeg var yderst taknemmelig overfor denne unge kvindes venlige gestus. Det var lige før jeg havde lovet hende at begynde at gå i kirke som tak for hjælpen. Busturen tilbage var knap så behagelig som udturen. Damen ved min side duftede ikke ligefrem af violer og om det var det der var årsagen til at passagererne på sædet foran sad med deres lommetørklæder for mund og næse hele turen, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Bussen hostede og harkede sig gennem landet og adskillige venlige bilister kørte forbi og dyttede og pegede på bilens udstødning. Jeg havde aldrig troet vi ville nå frem, men hverken buschauffør eller passagerer synes at lade sig mærke med det, så jeg måtte sætte min lid til mit held, der åbenbart endnu ikke var opbrugt, for vi ankom til Ponce lidt efter mørkets frembrud uden problemer. Jeg var noget træt af at køre i bus og en smule fattigere end før, men det havde da været en hyggelig dag og jeg fik set en del af øen, der er utroligt smuk. Vi har alle oplevet en helt utrolig venlighed og gæstfrihed fra lokalbefolkningens side, der er uden sammenligning. Personligt har jeg kun en ting at udsætte på vores besøg her på øen, det var alt for kort. (Sara Luise)

Efter at have oplevet de meget venlige mennesker på Puerto Rico, var det en skræmmende oplevelse, at stifte bekendtskab med de labaner der udgør offentlighedspersonerne på Den Dominikanske Republik.

Lige ved siden af hvor vi lå fortøjet, gik der bevæbnede vagter rundt om noget der lignede et kæmpe hønsehus. Det var dog så forfaldent, at hønsene ville dø af kulde hvis de blev udsat for en dansk vinter. Det viste sig at være et fængsel for sigtede, der endnu ikke havde været for retten.

Dagen før vi kom, havde der været et flugtforsøg. Hængende på muren, der omkranser fængslet, var fangen blevet skudt. Han var død før han ramte jorden, skudt gennem hovedet. På den afstand der var skudt på, havde vagten ikke sigtet efter benene.

Vagterne var ikke andet end store knægte i camouflageuniformer og udstyret med store rifler.

Gid ham der skød må lide fælt af dårlig samvittighed resten af sit liv.

Den Dominikanske Republik

Af: Cathrine Mariager, gast på Gub-Gub fra 5/1-13/3 2005

Vi ankom forventningsfulde til La Romana på den Dominikanske republik en stille mandag morgen. Vores forhold til stedet var på forhånd ganske uspoleret, men førstehånds indtrykket var ikke just positivt.  Det gik ret hurtigt op for os, at vi var kommet til et sted, hvor myndighederne og samfundet i det hele taget var anderledes og på nogle områder direkte utiltalende. Vi gaster var dog alligevel forhåbningsfulde, da vi efter en ret grundig og tendenserende ukurant indklarerings proces begav os mod Puerta Plata, hvor noget familie ventede.

Vi havde forinden hørt en lille fugl synge om, at busnettet på den Dominikanske republik fungerer upåklageligt, er ualmindelig billigt og et af Caribiens bedste – det må siges, at vi blev bekræftet heri. Desuden var den gense befolkning utrolig søde og hjælpsomme, så vores bustur tværs gennem landet var rent teknisk i top. Herudover kom den visuelle oplevelse, som ligeledes var sublim. Jeg var personligt overældet over den fantastiske natur og det autentiske liv vi undervejs blev vidne til. Jeg havde ofte lyst til simpelthen at stå af bussen, som i øvrigt var femstjernet samt behagelig aicontioneret, og udforske de grønne, uberørte landskaber eller besøge de familier, der levede i mere eller mindre smålige kår langs bjergvejene. Også Santa Domingo – hovedstaden på den Dominikanske republik, som ligeledes er omdrejningspunkt for landets offentlige trafik, var en spændende og farverig by – lidt af et ’gedemarked’ og fyldt med liv. Man får set en masse, når man bevæger sig rundt på den måde og jeg blev virkelig fristet til, at stifte nærmere bekendtskab med den Dominikanske republik.

Dagene i Puerta Plata var dejlige – vi boede på en af de mange all-inclusive hoteller, som på disse egne er meget populære. Det var underligt pludselig at befinde sig i luksus efter et par måneder på en 45-fods sejlbåd, men usigeligt rart ikke mindst pga. de velkendte ansigter hjemmefra.

Vi mødte efter et par dage Gub-Gub i Boca Chica, en lille hyggelig kystby, hvor båden imidlertid var sejlet hen. Vi sejlede videre til Barahona for at udklarere. Vi havde hørt meget godt om dette sted under vores ophold på den Dominikanske republik, men på lystsejlads området var dette en fatal misforståelse. Endnu en gang var myndighederne, som mest bestod af bevæbnede, ubehagelige militærfolk, en korrupt oplevelse, som hovedsageligt var ude på at skræmme turister samt fratage dem så mange kontanter og spiritus som muligt. Efter nogen tids komplikationer kunne vi dog inden mørkets frembrud samme dag, sejle væk fra landet, med en følelse af lettelse samt glæde over trods alt at have stiftet et dejligt bekendtskab med den Dominikanske republik. (Cathrine)

Jamaica

Af Anne Kristine Rams, gast på Gub-Gub fra 5/1-13/3 2005

Fra Den Dominicanske Republik var kursen lagt mod Jamaica. En ø vi havde diskuteret frem og tilbage om hvor vidt vi skulle aflægge et besøg eller ej, på grund af den meget omdiskuterede kriminalitet og pirateri den efter sigende skulle have på samvittigheden. Ingolf mødte dog nogle andre sejlere, der fortalte at vi burde tage til byen Port Antonio, hvor der ikke var kriminalitet, men utrolig smukt og dejligt. Og så vidste vi jo alle at Jamaica var øen, hvor den caribiske reggaekultur havde rod, og det kunne vi næsten ikke lade vore næser gå forbi.

Vi havde en fin sejlads, desværre havde vi vinden lige i ryggen og  satte ikke sejl. Turen bød på utallige delfinbesøg, der svømmede langs båden og legede. Indsejlingen til Port Antonio var utrolig indbydende, smukke grønne planter, palmer og en lille sandstrand. For enden af den lille bugt, var så en flot og velholdt marina, som vi senere fandt ud af var blevet bygget af det danske ingeniørfirma Phil og søn. Det gik forholdsvis smertefrit med indklareringen og marinaen bød på særdeles fine faciliteter, så som flotte baderum, vaskerum, svømmepøl og internet. Så straks efter vores karantæne var trukket tilbage, sprang vi i gummibåden for og komme ind og få et tiltrængt bad.

Port Antonio er en by, der sprudler af liv og musik, folk virker afslappede og man bliver mødt af et ”hi” og et smil. Der er en meget lokal stemning, hvor folk umiddelbart kender hinanden og meget lidt turisme. En dag, hvor vi sad på en lille cafe, stødte vi tilfældigvis på Bent Kristensen, en dansker der havde boet på Jamaica i godt 40 år. Han havde ikke talt med andre danskere i meget lang tid, så han var meget interesseret i og høre om vores tur og hvordan det ellers stod til i sit gamle land. Bent tilbød og vise os lidt af øen bl.a. the Blue Mountains, hvor der skulle bo et lille folk kaldet Maroons og noget af østkysten. Så Bent tog os gaster med ud til nogle fantastiske steder, som vi aldrig selv ville have fundet på egen hånd. Vi blev endnu engang bekræftet i at det var en smuk ø vi var kommet til. Høje grønne bjerge så langt øjet rakte, badet i hvide skyer med små kringlede bjergveje. Jamaica er jo en regnskovs ø, så alle steder er der utrolig frodigt og grønt. Fra de små bjergveje så vi banan, kokos og kaffeplantager. Desværre for bønderne, havde den kraftige orkan Ivan, raseret stort set alle bananpalmerne og der var derfor overalt plantet nye, som endnu ikke var fuldt udvoksede. Alle steder vi kom hen virkede folk lige så interesserede i os, som vi i dem. Jeg studsede over en ung pige der klart var yngre end mine toogtyve år, komme gående med sit barn og fik forklaret, at det er ganske normalt at de jamaicanske piger får børn i en tidlig alder. Faktisk er familiemønstrene meget anderledes end de danske, pigerne har ofte børn med flere forskellige mænd, og mændene kan nå og have mange børn rundt omkring. Få bor sammen i familier.

Vi fandt os hurtigt tilrette og følte tryghed, ankret op ud for Port Antonio. Desværre havde en tysk båd, Avantis, en kedelig oplevelse en nat i en bugt et par mil fra Port Antonio. De blev truet af nogle røvere, der skilte dem af med alt elektronisk udstyr og to af de ombordværende blev bagbundet. De havde en del problemer med og få fat i kystvagten og myndighederne på land, hvilket først lykkes for dem dagen efter. Herudover kom en stor amerikansk sejlbåd ind til marinaen et par dage før vi rejste fra øen. De kunne fortælle, at de udenfor Jamaicas kyst havde samlet 49 bådflygtninge fra Haiti op, mennesker som i desperation havde forladt det kriseramte land i håb om at finde et bedre sted at leve. De var flygtet i en båd på størrelse med en 25 fods sejlbåd, havde sejlet rundt uden motor naturligvis, i en uges tid uden vand, mad eller anden form for forplejning. En tankevækkende oplevelse, som desværre ikke er sjælden på disse kanter.

Jamaica er uden tvivl en af de smukkeste øer jeg hidtil har stiftet bekendtskab med, men medaljen har som man siger altid en bagside. (Kristine)

Cuba

Efter det dejlige Port Antonio på Jamaica gik turen nu til Santiago de Cuba. Her skulle pigerne afmønstre og Rune skulle påmønstre.

Turen tog godt et døgn og foregik for motor da der ikke var nok vind til sejlføring.

Vi skulle meget tæt på kysten for at se hullet i klipperne der udgjorde indsejlingen til Santiago. Indsejlingen var smal, men indenfor var der en lang og nogenlunde bred fjord.

Mødet med cubanerne var noget for sig, efter at have mødt horder af mennesker der kun var ude på at snyde dig, var det en overraskelse at møde kun ærlige mennesker. På Jamaica, var der en der fortalte, at hvis man tabte sin pung på Cuba, ville der kun gå et øjeblik før man fik den igen. Med hele indholdet vel at mærke. Det er lidt tankevækkende når man ser hvor fattige cubanerne er.

Myndighederne på Cuba er også noget for sig. Der kommer virkelig mange af dem ombord. Hele seks forskellige myndigheder skal man udlevere oplysninger til og flere af dem gennemsøger båden fra for til agter. De er dog også meget venlige men det virker lidt overvældende.

Befolkningen er noget af det fattigste vi har set. De bor i huse hvor myrer og kakerlakker florer i stort omfang og hvor ventilation er en del af bygningen. Alligevel er Cubanerne meget uselvisk venlige og imødekommende. Man føler sig velkommen og godt tilpas.

Vi sejlede videre langs sydkysten til Cienfuegos. Hvis indsejlingen til Santiago var smal, var det ikke noget imod indsejlingen til Cienfuegos. Fjorden bag ved var enorm og der lå store fragtskibe. Godt vi ikke mødte nogen af dem da vi anduvede.

Hele Cubas sydkyst består af koralrev i næsten ubrudt linie. Vanskeligt at besejle, men umådeligt smukt. Det hele fremstår uberørt såvel over som under vandet. Selv på land var der helt uberørt og oprindeligt. Det virkede flere steder som om der næsten aldrig kom mennesker her. Det var muligt at komme meget tæt på dyrene der levede her. Vi ankrede ved flere af disse koraløer (Cayos) og havde hver gang svært ved at komme videre.

På en af øerne, Cayo Campos, levede der små aber. Her boede nogle fiskere, der samtidig holdt øje med øen. Af dem byttede vi os til 26 langustere for 3 flasker rom og lidt øl. I alt kostede langusterne os vel ca. 85 kr. og de var store og helt friskfangede.

Fra sydkysten videre til Marina Hemingway på nordkysten, tæt ved Havana. Det er den største og mest ambitiøse marina vi overhovedet har set. Med lange kanaler hvor bådene kunne ligge med landtanger imellem. Meget idyllisk.

Cuba (af Rune Nørgaard)

Ubetinget høflighed. Afslappethed. Livsglæde. Skønhed bag forfald. Sådan er landet. Cuba.

Jeg hedder Rune og er 23 år gammel. Jeg påmønstrede Gub-Gub i byen Santiago de Cuba som ligger i den sydøstlige ende af Cuba. Inden jeg påmønstrede skibet rejste jeg en uge rundt på øen. Hvor er jeg dog kommet til at holde af dette land. Jeg forventede så lidt, det gav mig så meget. Måske var det pga. de utallige smil jeg mødte, en piges tilråb, gartneren i Trinidad, befolkningens ligefremme og spontane væremåde. Eller fiskerne på Cayo Campos, det boblende liv i Havanna. Måske var det de fattige jeg snakkede med,  -jeg ved det ikke.

Jeg må vel stadig længes. –Og jeg gør det. ”Cuba is the best” sagde en vagt jeg snakkede med kort inden vi sejlede fra øen. Det er nu en uge siden vi forlod Cuba. Jeg tror jeg giver ham ret.

Venligheden. En cubaner fortalte os at det var en del af deres kultur at man bare var venlig. Det var en god dyd de var beviste om, og som de forsøgte at værne om. Hvor er det dejligt at der stadig er mennesker der ligger vægt på det der tjener andre først og fremmest, og ikke hvad der er til ens egen fordel. Fiskerne på Cayo Campos gav os friske langustere for ringe betaling, og de tilbød at sejle os ud til vores båd efter Linda og Tabita og jeg havde snorklet ind til øen. Familierne jeg boede hos inden jeg påmønstrede skibet var også venlige. Skønt at mennesker man møder, men aldrig møder mere gav noget af sig selv for en. –Bare for at være venlig uden bagtanker. Det kaldes ubetinget venlighed.

Det Charmerende ved befolkningen er vel deres ligefremme åbenhed og imødekommenhed, blandet med en spontanitet de fleste af os mistede inden vi var 15. Det er som om at dette folk lige som alle os andre udmærket er klar over at dette er det eneste liv vi har her. Det bemærkelsesværdige ligger imidlertid i at de også lever som om det var det. Men uden at det er på bekostning af andre. Nogle af de fattige Cubanere jeg mødte var utroligt livsglade på trods af at de i de fleste vesterlændinges øjne sikkert havde for lidt. Ingolf og jeg har tit snakket om at de sikkert har et godt liv. De har tid til hinanden. Tid til sig selv. Mad. Hvad skal man for resten med mere? Rigdom defineres jo i øvrigt ikke entydigt. Det prøver jeg at huske nu, -og lære det.

Cubanere har ikke flere penge end lige til dagen og vejen. –Hvis de er godt stillede. Mange bygningsværker fortæller tavst om en storhedstid, engang. I brudstykker, skjult i deres fallerede ydre ser man fremragende smagfuldt byggeri. Noget er sat i stand, men oftest kun der hvor turisterne kommer. For Cuba er turismen livsnerven. Men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om det er nok for landet. Kort inden vi forlod Cuba satte de vekselgebyret op med 100 %, fra 10 til 20 %. Landet mangler penge, det ses tydeligt overalt. Højt vekselgebyr giver jo lidt ekstra i kassen, men det knækker vel turismen. Cuba er i en sørgelig situation.  

Ældre amerikanerbiler. Det allestedsnærværende vasketøj. Cigarrøg. Et smil. Et dyt til en smuk pige. Vuggende salsarytmer, palmer, sandstrand. Cykeltaxier. Cuba. Landet har lært mig meget. Om livet og hvordan det kan leves. Om værdisyn. Og de uspolerede områder der bar et stænk af oprindelighed ved deres blotte tilstedeværelse glemmer jeg aldrig. (Rune)

Bahamas

Sejladsen til Bahamas var streng. Den foregik gennem Florida Strædet hvor Golfstrømmen løber med ca. 3,5 knob. Da vi sejlede her kom vinden fra nord og da strømmen altid er nordgående, gjorde de modsat rettede elementer, at der rejste sig nogle gevaldige bølger. Da vi skulle mod nord, havde vi vinden imod os og måtte krydse. Det betød, at vi fik set Florida med Miami og Fort Lauderdale i dagslys og lyset fra Bimini kunne vi se om natten.

Bahamas er en skuffelse. Her blæser altid og landskabet er fladt og kedeligt. Vi har dog kun set Grand Bahama og Great Abaco. Abaco er den smukkeste af de to øer, men alt er meget dyrt og intet ved øerne modsvarer de høje priser.

Da vi sejlede fra Grand Bahama til Great Abaco, så vi kl. 20.45 lokal tid, en rumraket blive skudt op, sikkert fra Cape Canaveral, der ligger ganske tæt ved. Den gik i lav højde lige hen over Grand Bahamas og opførte sig meget underligt. Først kom den som et stort flammende objekt i en sky af røg. Det varede i ca. 15 minutter. Herefter delte den sig i tre, en faldt ned, de andre to ændrede retning med ca. 90 grader. Det betød at vi nu kunne se dem bagfra. Ud fra den største bredte der sig lysende ringe i forskellige farver. Den ene efter den anden. Lyset og røgen efter objektet kunne vi se i flere timer. Et besynderligt syn og vi blev enige om, at hvis amerikanerne skød raketterne op sådan hver gang, måtte de da skræmme livet af befolkningen på Bahamas.

Bahamas fortsat

Opholdet på Bahamas blev lidt længere end forventet. Da vi nu havde sejlet i snart et år og virkelig havde sejlet mange mil, begyndte flere ting at blive slidt. I de hårde bølger i Floridastrædet fik vi en læk. Det var værket imellem borene der var blevet trykket ind. På søen fik vi stoppet lækagen, men måtte på land i Freeport på Grand Bahamas. Her gik vi bunden efter med fugemasse og gav herefter ny bundmaling.

Efter Freeport sejlede vi til Marsh Harbour på Great Abaco. Her havde vi læst, at det skulle være muligt, at skaffe alt til båden. Den inverter, der forsyner køleskab og navigationscomputer med strøm, var stået af. Dette på trods af, at den var helt ny, da vi sejlede hjemmefra. Derudover lækkede vores hydrauliske styrecylinder olie skulle have nye pakninger.

Det skulle vise sig, at det ikke var så let, at skaffe inverter og reservedele på Bahamas som vi troede. Den inverter vi først fik leveret fra USA var forkert. Vi havde endda ventet på den i 1 ½ uge.

Inden i fik den rigtige inverter og cylinderen havde fået skiftet pakninger, var vi nu sammenlagt en måned forsinket.

På grund af det lange ophold på Bahamas, havde vi mødt nogle af de lokale. En ældre mand, ved navn Carroll, brugte en hel dag på at køre os rundt og vise os øen. Han gav endda frokost. Et virkelig usædvanlig rart menneske. Da vi skulle sejle, fik Tabita en mægtig pose slik af ham. Rune havde løbende fået slik og colaer af ham. Carroll havde en tankstation og ejede derudover flere ejendomme og huse. Når vi skulle ringe, for at høre vedr. reservedele, lånte vi altid hans telefon. Gratis vel at mærke.

En anden, der var til stor hjælp, var Ann McFaden, der sammen med sin mand havde en elektronikforretning. I det hele taget var befolkningen på Bahamas meget venlig og de følte vel næsten vi var blevet lokale.

Bermuda

Sejlturen til Bermuda tog lidt under en uge og forløb uden problemer. Bermuda er en meget smuk ø med mange smukke huse og er i det hele taget ren og pæn.

Der er en del fine sandstrande rundt omkring på øen. De skulle efter sigende have lyserødt sand. Det har de med lidt god vilje måske også, men meget lidt.

Desværre er her ligeså forbandet dyrt som på Bahamas, men Bermuda er helt sikkert et af de smukkeste steder vi har været.

Efter at have provianteret, tog vi en tur rundt på øen, fyldte vand og diesel på og sejlede videre mod Azorerne.

Azorerne

Nu kunne man mærke, at vi var kommet på Nordatlanten. Det var bidende koldt. Vi havde i den grad vænnet os til det varme klima i Caribien, at vi frøs bravt. Vi havde kunnet klare os med kun shorts i 8 måneder, men måtte nu iføre os hele garderoben for at kunne holde varmen. Havtemperaturen ligger på ca. 22 grader, men vinden føles kold, specielt om natten.

Undervejs så vi mange hvaler. Mest de små Pilothvaler, men også mange Kaskelothvaler. En gang var vi havnet midt i en flok Kaskelothvaler med mindst 20 individer. De var ikke helt samlet, men var i mindre flokke. Måske familier. Kaskelothvalen er desværre lidt reserveret og vanskelig at komme rigtig tæt på. Her er Delfinerne noget nemmere, de kommer af sig selv og gerne flere gange om dagen.

Efter 3 uger på havet, anløb vi Ponta Delgada på øen Sao Miguel d. 22/6 kl. 03.30 om natten.

Turen var gået fint. Vi havde kun haft vind op til stormende kuling to gange og heraf var den ene gang med vinden ind ret agter. Det gav en pæn fart, men resten af de 3 uger var mest præget af for lidt vind.

Sao Miguel er en meget smuk ø, med store smukke bjergsøer, høje bjerge, dybe slugter og fossende vandfald.

Sao Miguel er, som de andre øer, landbrugsland. Her er virkelig meget sortbroget kvæg. Dyrene går ude og græsser på de mange skråninger og ser ud til at have et godt liv. Det er heller ikke mest kød her produceres, men mælkeprodukter.

Vejene rundt om på øen er kantet af blomster, mest hortensiaer. Markerne har levende hegn eller de er omgivet af høje stengærder.

Portugiserne er som alle steder, venlige og imødekommende. Det sammen med øernes skønhed og det behagelige klima, gør bestemt Azorerne et besøg værd.

Efter Azorerne satte vi kursen mod Frankrig. En sejltur på ca. 3 uger ventede forude. Havsejlads foregår som regel i meget store bølger og er noget triviel. Man ved heller aldrig hvad der venter. Når man først er flere dage fra nærmeste havn, må man tage hvad der kommer. Det være sig dårligt vejr, sygdom eller tekniske uheld ombord. Der er kun skibets besætning til at klare hvad der kommer.

Det var tillige trist at sætte kursen mod Nordøst. Vi havde hellere gået mod Canarieøerne og overvintret der, men vi skulle hjem til vores jobs og hele trædemøllen igen. Tabita skulle jo også tilbage til skolen og kammeraterne.

Efter de ca. 3 uger på havet fik vi sigt af de Engelske kanaløer og Brest i Frankrig. Vi gik i havn i Cherbourg og lå her nogle dage som vi også gjorde på udturen. Herefter sejlede vi til Dunkerque hvor Rune skulle afmønstre.

Nu var vi kun familien om bord resten af vejen hjem. Dvs. Linda, Tabita og mig samt hunden. Havnefogeden i Dunkerque fortalte os, at dieselen var billig i den Belgiske by Newpoort. Dette var korrekt, for vi sparede ca. 30 % i forhold til de franske priser. Da vi sejlede ud af Newpoort havn, begyndte det at blæse voldsomt op, men da vi var lidt forsinkede, fortsatte vi nordover. Næste formiddag var vi ud for den Hollandske by Den Helder, hvor vi sejlede ind og lagde os i læ af øen Texel.

De Hollandske toldere aflagde os et besøg, men ville ikke gå ombord pga. det hårde vejr. De kom dog tilbage senere for at meddele os, at vi skulle gå til Den Helder for ransagning.

Det er åbenbart forbudt at have legetøjsvåben af plastik ombord når man sejler i Hollandsk farvand. Det kostede os en bøde på 700 euro plus konfiskation af Tabitas legetøj.

Efter vores mening er de Hollandske myndigheder fuldstændig dumme i roen. Det de antog for at være ulovligt er helt lovligt i Danmark. Hvis vi havde haft rigtige skydevåben ombord, med dansk våbentilladelse, var de blot blevet forseglet. Helt uforståeligt, at de ser så hårdt på noget ganske uskyldigt legetøj.

Den danske Ambassadør i Holland var heller ikke til megen hjælp. Hun skulle have været vores garant for en rimelig behandling, hvad hun ikke var. Det virkede mest som om hun var mest interesseret i at holde en høj social status og så ellers lade os klare os selv. Man skulle formode, at på et danske indregistreret skib gjaldt dansk lov, men for hende var det vist om at tækkes de hollandske myndigheder mest muligt.

Efter den dårlige oplevelse i Holland sejlede vi til Kielerkanalen hvor vi bla. gjorde stop i den gamle danske by Rendsburg. En rigtig hyggelig og smuk by.

Fra Kielerkanalen sejlede vi til Nakskov, hvor i ankom til yderfjorden i tåge og mørke. At anduve Nakskov under de forhold er helt klart det vanskeligste vi har været ude for under hele togtet. I Nakskov afmønstrede Tabita. Linda, hunden og jeg sejlede videre mod Odden. Vi gjorde lige holdt ved Samsø for at sove en enkelt Nat. Her mødte vi Poul Pilegård som vi havde købt Gub-Gub af. Han er skipper på skonnerten Hjalm og kom lige forbi for at hilse på.

Næste dag anduvede vi Odden havn hvor familie, venner og bekendte tog imod os.

Nu var vi rigtigt hjemme, men havde hellere taget en tur mere.