Betingelser

Formålet med vores togter er ikke at tjene penge, så prisen, der er på deleniveau skal ene og alene dække driften og kosten. Herudover skal man påregne at deltage i de daglige gøremål ombord.

Prisen pr. døgn for en gasteplads er:

I Danske og europæiske farvande indtil Nordspanien kr. 200,-

I Atlanterhavet indtil Caribien kr. 250,-

I Caribien til og med Bahamas kr. 300,-

Hvis du sejler med i 3 måneder eller mere, er prisen kr. 200,- uanset område og du kan betale for 1 måned ad gangen forud.

Halvdelen, dog max kr. 5.000, betales a´ conto senest 14 dage efter tilmelding og returneres ikke ved afbestilling. Resten betales senest 3 uger inden afrejse til destinationen hvor du påmønstrer.

Hvis der, mod forventning, skulle ske det, at en gast forlader togtet inden aftalt tid, refunderes det fulde beløb for den resterende tid. Dog med den undtagelse, at køjepladsen betales indtil en ny gast er skaffet. I praksis betyder det at der, i det beløb der skal refunderes, fratrækkes kr. 125,- pr døgn for en måned.

Beløbet indgår i budgettet for hele turen og skal dække diverse vedligeholdelse (sejl, bundmaling, motoreftersyn, rigdele, etc.), skader på udstyr (Kun selvrisikoen, hvis der er tale om forsikringsskader), samt nødvendige investeringer undervejs (sejlkort ol.)

Beløbet dækker tillige alle mad og drikkevarer som indtages ombord. Samt diverse variable udgifter så som gebyrer, havneafgifter, bestikkelse, badedyr etc. Derudover kommer egne lommepenge.

Hvis togtet går til udlandet, skal du forud for turen sørge for at dit pas er gyldigt mindst et halvt år efter du har forladt skibet. Forud for sejlturen skal du kunne fremvise gyldigt visum til lande, som kræver dette, og der er planer om at besøge. Se herom på: "www.noonsite.com"

Pas og åben hjemrejsebillet afleveres til skipper ved ombordstigning. Hvis du ikke har købt hjemrejsebillet deponeres et beløb svarende til prisen.

Vaccinationer afhænger af de forskellige steder vi anduver. Du er selv ansvarlig for at få de aktuelle vaccinationer som anbefales til netop din etape. Tal med Serum Instituttet på 70 22 07 02 eller gå ind på "www.vaccination.dk"

Kontakt til familie og venner er muligt på mange måder. Når vi er i havn, er det muligt at sende og modtage e-mail fra diverse Internet caféer, og naturligvis benytte mobiltelefon hvor der er dækning. Poste Restante benyttes efter behov.

Der er kun nogle få regler ombord, som vi står fast på: Hash og andre forbudte stoffer er bandlyst, også i land så længe man ikke er afmønstret. I øvrigt henvises til "Skibsorden"